Mulighed for at tjene mere i rapsmarken?

Det kan betale sig at afpudse rapsmarkerne i efteråret og bruge rapsbladene i biogasproduktionen, viser projekt.

Det kan godt betale sig at anvende rapsblade tilbiogasproduktion. Faktisk kan der skabes en ekstra værdi på 2.700 kroner pr. hektar, når alle omkostninger er fratrukket. Det skriver Effektivt Landbrug.

Planteavlskonsulent Anders Østergaard Sigersted fra Velas er blandt initiativtagerne til treårigt projekt, som Velas og Teknologisk Institut har gennemført hos to nordfynske planteavlere. Det er det projekt, Velas nu har fået resultaterne fra.

I projektet afpudsede planteavlerne rapsmarker, bjærgede bladene og anvendte dem til produktion af biogas hjemme på ejendommen.

Projektet blev sat i gang i håb om at udvikle og demonstrere et totalkoncept til dyrkning og afpudsning af vinterraps i efteråret til biogas- uden at det påvirker høstudbytterne. Derudover var hypotesen, at der kan spares en vækstregulering, når vinterrapsen sås tidligt.

Ideen til forsøget tog sin start i 2018, hvor en del rapsmarker i løbet af efteråret blev så kraftige, at nogle planteavlere blev nervøse for, om vinterrapsen kan overvintre, hvis vækstpunktet sidder højt oppe i planten.

- I en tid hvor egentlige energiafgrøder til biogasproduktion er under udfasning, er det oplagt at kigge på alternativ biomasse til biogasanlæggene. Energiafgrøder som majsensilage, konventionelt græs og roer skal stort set udfases, men sådan er det ikke med restbiomasser fra landbruget, der kan anvendes uden begrænsning. Det gælder i særlig grad halm, efterafgrøder og således også rapsblade, forklarer Anders Østergaard Sigersted til avisen.