Da det første læs lokale rapsfrø rullede ind på brovægten hos Emmelev A/S, var det igen Erik og Joan Emdal fra Otterup, som leverede direkte fra marken.
Da rapshøsten for alvor kom i gang på Nordfyn, og det første læs rapsfrø blev kørt ind på brovægten hos Emmelev A/S, var det traditionen tro Erik og Joan Emdal fra Otterup, som var de første på brovægten.
De driver 110 hektar – heraf 17 hektar med raps. Erik Emdal har igennem en del år været den første i vækstsæsonen, som leverede til Emmelev A/S, og 2024 var ingen undtagelse.
Til gengæld bliver det nok sidste gang. Erik Emdal er fyldt 68 år og mener, at nu har han aftjent sin værnepligt på ejendommen, som han overtog i 1978.
Derfor er forpagtningsaftalerne blevet opsagt, og de 75 hektarer jord bliver fra og med den kommende vækstsæson forpagtet ud til en nabo.
”Vi har jo ikke så mange kræfter nu, som vi havde, da vi var unge, og desuden er det blevet meget bøvlet at drive jorden. Vi har fået alt for meget vand i foråret, og vandhuller i markerne går ud over udbytterne. Det gælder også for rapsen.”
”Dertil kommer, at det efterhånden er politikerne, som bestemmer, hvad vi skal dyrke, og hvornår vi skal arbejde i marken. Alt i alt er det hele blevet meget mere bøvlet,” siger Erik Emdal.
Erik og Joan Emdal klarer selv høsten. Mens Erik Emdal høster, kører Joan Emdal fra med traktor og vogn. Når de er først til at levere rapsfrø til Emmelev, er årsagen, at rapsen skårlægges, forklarer han.
Hos Emmelev A/S kunne pladsmand Allan Jørgensen glæde sig over, at høsten var kommet i gang, og han så frem til, at der i de efterfølgende uger ville blive masser af aktivitet. Han har gjort klar til modtagelse af de mange læs med rapsfrø.
Emmelev A/S har et tæt samarbejde med landmænd på Nordfyn, som leverer raps direkte til virksomheden og dermed en del af de olieholdige frø, som bruges til produktion af fossilfri biodiesel.
En sidegevinst er produktion af proteinholdige foderkager til kreaturer, som kan erstatte en klima- og miljømæssig belastende import af sojakager fra andre verdensdele, ligesom 10 procent af rapsfrøene bliver brugt til produktion af raffineret glycerin til pharmaindustrien.
I øvrigt vil medarbejderne på Emmelev A/S nogle aftener i høsten byde landmændene på grillpølser og en vand, når de kommer med raps til møllen. Der bliver så tid til en snak - selv om der også er meget arbejde, der skal klares. Rapsen dyrkes på markerne på Nordvest- og Nordfyn over til Kerteminde, mens foderkagerne leveres til kvægbrugere på store dele af Fyn.