”Bent Hedebo Hansen og Henrik Madsen skal sikre genopbygning af fabrikken efter brand samt arbejde med yderligere udvikling af virksomheden,” fortæller medejer Morten Simonsen.
Emmelev A/S har ansat to nye medarbejdere i arbejdet med yderligere udvikling af virksomheden.
Bent Hedebo Hansen er ansat som fabrikschef og Henrik Madsen er ansat som projektkonsulent.
Begge får i første omgang opgaver i forbindelse med, at dele af fabrikken skal genopbygges efter en brand i september, oplyser medejer Morten Simonsen, Emmelev A/S.
Bent Hedebo Hansen er maskiningeniør fra Odense Teknikum og kommer fra en stilling som rådgiver hos NIRAS A/S og SE Rådgivning A/S. Han har desuden arbejdet som energichef hos Dalum Papir A/S samt hos Desmi Pumper A/S.
”Efter branden har mit fokus være rettet mod at få produktionen i gang igen. Jeg høster af kollegernes nyttige viden, så vi kan udvikle virksomheden sammen,” siger Bent Hedebo Hansen.
Har stor erfaring
Henrik Madsen har mange års erfaring fra oliemølle-industrien i både Danmark og Tyskland og var med til som administrerende direktør at etablere Power Oil Rostock GmbH.
“Jeg er glad for nu at skulle være med til at præge de strukturer, der skal understøtte den fremtidige udvikling af selskabet,” siger Henrik Madsen.
Branden i september betød, at Emmelev A/S midlertidigt måtte indstille produktionen af de proteinrige rapskager, som bruges i foderet til bl.a. malkekøer. De øvrige dele af produktionsanlægget har været mindre påvirket.
Genopbygningen er i fuld gang. Der er indkøbt en oliemølle, som tidligere har været i drift, og der arbejdes nu med at nedtage den, fragte den til Otterup og få den sat op.
Meget tyder på, at det nye produktionsanlæg er på plads i første halvår 2023.
“Vi har et godt forretningskoncept, og vi har kunnet vækste kraftigt de senere år. Det er et godt grundlag at bygge videre på. Men der var plads til forbedring og optimering, og vi bygger vores erfaringer med ind i den nye fabrik,” siger Morten Simonsen.